Lort med lort på

“Det første år med første barn er bare lort med lort på”. Sådan sagde en god kollega og veninde til mig over en kaffe og kage i dag. Hun er ikke den første af mine gode veninder, der beskriver hvor hårdt, det hele er det første år.

Og først nu, 5+ måneder inde i det, begynder det rigtigt at trænge ind. Nu kan jeg forstå, og ikke mindst acceptere, det bedre. Det er bare skide hårdt ikke at sove ordentligt længere, ikke at vide hvorfor fa’en ungen nu skriger, ikke at kunne få tid sammen med kæresten mere, når man mest trænger, ikke at være i kontrol på noget tidspunkt, og til tider ikke at kunne kende sig selv mere… 
Men det er også en stor lykke at blive forælder. Det skal der ikke herske nogen tvivl om! Det er præcis denne dualitet, der er så fa’ens… Yin og Yang! Det sure med det søde. At det både er så skide fantastisk og samtidig så pisse  hårdt. Og sådan skal det åbenbart være. Okay! Jeg skal bare lige vænne mig lidt til det.

Så TAK til alle mine dejlige veninder, der hjælper mig til at være en bedre mor.

Deltidsjob – tabu i Danmark?

Jeg læste for nyligt i Alt for Damerne (10/2015), at ca. hver fjerde kvinde i alderen 30-54 med småbørn arbejder deltid. Selv hver fjerde kvinde i samme aldersgruppe uden børn er på deltid. 

Hvor er de kvinder henne, tænker jeg? Det offentlige måske? Jeg møder dem i hvert fald ikke så ofte som hver fjerde i det private, hvor jeg holder til.

Jeg oplever, at det er en smule tabu overhovedet at overveje deltidsjob, for den moderne kvinde “bør” vel nok kunne klare både fuldstidsjob/karriere og et barn eller flere – eller hvad? 

Som nybagt mor med kun 3 måneder tilbage til endt barsel, er der mange tanker om, hvorvidt jeg nu kan gøre det så godt, som jeg gerne vil både ude og hjemme.

Karrierekvinde, mor, hustru… Mange titler med mange forventinger. Både fra mig selv, mine nærmeste og fra samfundet. How to manage…??

 

 

Forårsgæs på Amager

Ååååh hvor foråret dog er kommet til Danmark, og sikke da et skønt syn på en så flot dag – gæs og et hav af gæslinger ved Amagerfælled. Det varmer sgu mit jæger-hjerte. Også selvom nogle af dem måske en dag ender på middagsbordet til Mortens aften :-)

   

Luxus biksemad!

Hvad gør man med resterne af en dyrekølle fra en lækker vildtaften? Man bikser :-) Lavede denne (jyske) biksemad med resterne af dyrekøllen, ovnbagte rodfrugter, frisk timian og spejlæg – super lækkert. Toppede med en special sauce fra Klaus Holm købt i Brugsen… Bon appetit :-)

  

Vildsvinejagt – tør jeg?

I påsken er jeg i Sverige med resten af familiens jægere – vi skal på vildsvinejagt. Jeg har kun haft jagttegn i ca. 1,5 år og har aldrig før været på vildsvinejagt. Tanken om det er en smule skræmmende, synes jeg. Jeg kan ikke rigtig forklare hvorfor, andet end at det nok har at gøre med usikkerhed. Samtidig er jeg vildt spændt på, hvad udfaldet bliver. Får vi overhovedet set nogle vildsvin? Og i så fald, hvordan smager det i forhold til andet vildt? Og hvad søren er det, der får én til at stå op midt i nattens muldre mørke for at sidde muse-stille i et skydetårn i timevis og vente på måske at se et vildsvin eller flere…?

For mig handler jagten om fællesskab og frihed. Derfor er denne jagtform i skydetårn i total stilhed måske ikke det store hit for mig, men man ved jo aldrig. Frihedsfølelsen må i hvert fald stadig være der… Den frihed, jeg føler, når jeg har fuld fokus på naturen, alle lydene og alle indtrykkene. Det er det eneste tidspunkt, hvor jeg total glemmer alle bekymringer, udfordringer og ganske almindelige gøremål i hverdagen, som ellers fylder så meget i hovedet.

Jagt er det fedeste! Vildsvin – here I come!

 

 

Mor – husk dig selv!

Hvordan husker man at gøre noget for sig selv igen efter at være blevet mor? Et spørgsmål jeg har stillet mig selv mange gange, især den sidste måneds tid… Min datter er nu 3 måneder gammel og trængen til at finde mig selv igen, at gøre noget for mig selv igen (og kun mig) fylder mere og mere nu.

Det er utroligt, hvor svært det kan være at komme ud af døren alene, når man (lige) er blevet mor, for første gang. Jeg ammer min datter og føler mig derfor til tider ret fanget. Men perioden med amning er jo så kort, så hvorfor føler jeg mig så fanget. Burde jeg ikke kunne overskue, at det lige nu er 99% investering og 1% afkast – for det vil så hurtigt ændre sig. Jo ældre hun bliver, jo mindre investering og jo mere afkast. Sådan ser jeg i hvert fald på det, men alligevel er det skide svært…

Lige nu glæder jeg mig bare til første kaffeaftale med en veninde i det super gode vejr. Kaffe og sludder uden baby, for første gang! Har dog været sluppet løs alene et par gange allerede, men ikke med en veninde. Det er top dollar og jeg ved, at jeg bliver en gladere mor af det. Så props til mig for at komme ud af døren næste gang jeg har ammet! Og fedt med en skide god far, der støtter og som ikke er bange for at skulle give en flaske, hvis nødvendigt. Er så heldig.

Så husk dig selv! Du bliver en bedre mor af det, og sikkert også en bedre kæreste…

 

 

Hej Verden!

Tak WordPress! Du har taget godt imod mig. Jeg forsøger mig derfor som redaktør på min egen web site og blog. For mig, kun for mig. Og hvis andre så møder mig her, så velkommen :-)

Min verden drejer sig om karriere, min dejlige mand og datter, familien, jagt og yoga, god mad, skønne veninder og alt andet fra hverdagens tumult – præcis som så mange andre mennesker. Og netop hverdagen er temaet for de indlæg, jeg kommer med på bloggen. The whole truth and nothing but the truth!